Nyheder

Vagtskifte hos fermacell

En intern rokade gennemføres i ledelsen hos fibergipsproducenten fermacell. Med et nyt europæisk setup for salg af fibergips og fibercement og en ny go to market-strategi kommer der nye kræfter til posterne som markedsdirektør og salgschef. Den nuværende markedsdirektør får ansvar for en større del af James Hardie i Europa.

Markedsdirektør rykker mod Europa
I den forbindelse tiltræder markedsdirektør Niels-Jørgen Pallesen en ny stilling som regionsansvarlig for Nord-, Syd- og Vesteuropa og overtager dermed ansvaret for al salg i James Hardie for Skandinavien, BeNeLux, Frankrig, UK og Spanien.

- Der er ingen tvivl om, at den succes, vi blandt andet har skabt på det danske marked igennem de seneste år og i særdeleshed i gennem de seneste tre år, hvor vi har kunnet fordoble omsætningen, er én af grundstenene i helt ny go to market-strategi. Den vil vi i løbet af de næste år rulle ud over Europa sammen med introduktionen af en række nye produkter, siger Niels-Jørgen Pallesen om sit skifte til den nye stilling.

Ny markedsdirektør i Danmark
Samtidig udnævnes Jens Engbo Norddal til markedsdirektør Danmark og overtager dermed ansvaret for fermacell- og James Hardie-aktiviteterne på det danske marked. 47-årige Jens Engbo Norddal har været del af fermacell siden 2011, fra 2015 i stillingen som salgschef Danmark og pr. 1. november altså som markedsdirektør.

- Succesen i fermacell er i dén grad skabt af et stærkt team, og her har Jens spillet en afgørende rolle. Derfor er det også helt naturligt, at han tager over som markedsdirektør nu, lyder det fra Niels-Jørgen Pallesen.

Udskiftningen i toppen af den Gedved-baserede virksomhed kommer ikke til at ændre på fermacells høje vækstambitioner. Med den nye mand bag roret vil der fremover være et klart fokus på at positionere sig solidt på det danske marked:
- Der er stadig uindfriet potentiale for os, og derfor vil vi i højere grad holde snuden i sporet på det danske marked. Her har vi stærke ambitioner om at fortsætte det flotte vækstspor, som vi har præsteret de seneste år, og vi har sat det helt rigtige hold til at indfri netop de ambitioner, lyder det fra den nye markedsdirektør.

Ny salgschef
Når Jens Engbo Norddal tiltræder som markedsdirektør, overlader han sin stol som salgschef til Hans Kjøller. Han har hidtil været salgsansvarlig i Sønderjylland og på Fyn og har været hos fermacell i seks år. Her har han opbygget et solidt netværk samtidig med, at han i høj grad har været medvirkende til at løfte fermacell op, hvor virksomheden er i dag.

- Hans Kjøller har igennem de seneste år været en nøglemedarbejder for fermacell og i dén grad været en af grundene til, at fermacell har så stærk en position især i det sydlige Danmark. Udover at være en dygtig sælger er han også en yderst vellidt kollega, der bidrager positivt til fællesskabet, siger Jens Engbo Norddal, som har tillid til, at den nye salgschef og hans team vil booste fermacells salgsaktiviteter positivt.

Med det nye setup i Danmark skal den solide brandposition bevares og salget boostes hos fermacell:
- Vi vil styrke vores stærke brandposition, hvor vi er kendt for vores solide fibergipsvægge af høj kvalitet. Samtidig vil vi fokusere benhårdt på at være drivende på fibercementmarkedet med hele James Hardie-produktporteføljen, siger Hans Kjøller, som ser frem til at tiltræde sin nye rolle som salgschef.

Hans Kjøller bliver dermed del af fermacells lederteam, som i forvejen består af teknisk chef Claus Møller, marketingchef Anne-Mette Johansen og Jens Engbo Norddal som den nye markedsdirektør.
De interne omrokeringer kommer ikke til at få nævneværdige konsekvenser for hverken kunder, samarbejdspartnere eller selve produkterne.


Billede: Fra venstre mod højre: Niels Jørgen Pallesen, Jens Engbo Norddal og Hans Kjøller