Søren Dyhm

Gammel kending vender tilbage som vores nye tekniske rådgiver

10-12-2019
Søren Dyhm, som du måske tidligere er stødt på hos os, bliver igen en del af medarbejderstaben som vores nye teknisk rådgiver. Han har over ti års erfaring med fermacell, men vender retur til en virksomhed, der ser noget anderledes ud.

I starten af 2020 styrker vi vores team med ansættelsen af teknisk rådgiver Søren Dyhm, 61. Helt ny er han dog ikke. Han har nemlig allerede over ti års erfaring fra fermacell med i bagagen.

Søren Dyhm startede som konsulent i det daværende fermacell Scandinavia i 2006. De efterfølgende ti år varetog han forskellige stillinger hos os med produktsalg som omdrejningspunkt. I 2017 afprøvede han nye græsgange som projektchef ved Admincom, hvor hans hovedfokus var byggeprojektet Lille Nyhavn ved Skanderborg Sø. Nu retter han endnu en gang opmærksomheden mod sin tidligere arbejdsplads:

- Da jeg startede i fermacell, var vi ikke mere end en god håndfuld ansatte. Man kan godt sige, at jeg i al beskedenhed har været med til at bygge fermacell op til det, det er i dag. Jeg har gennem tiden haft med mange facetter af virksomheden at gøre, og mit indgående kendskab til både virksomhed og produkter er en klar fordel i min nye stilling. Ikke kun i forhold til rådgivning af kunder, men også internt som en hjælpende hånd. Det bliver rigtig godt at vende retur, fortæller Søren Dyhm.

Retur til både fibergips og fibercement
Der er dog en virksomhed af en lidt anden kaliber, Søren Dyhm vender tilbage til. I 2018 blev fermacell Scandinavia nemlig opkøbt af James Hardie Group, som er international markedsleder indenfor byggematerialer af fibercement. Som følge heraf skiftede vi navn til James Hardie Denmark – men vi har bibeholdt det velkendte fermacell-brand:

- Der er sket store ændringer hos os, og det er en noget anderledes virksomhed, Søren vender tilbage til. På produktniveau har vi nu både James Hardie- og fermacell-brandet, fortæller teknisk chef, Claus Møller, og fortsætter:

- Vi er meget glade for, at Søren vender tilbage til virksomheden. Selvom der er kommet et helt nyt brand til, ser vi det som en stor fordel, at Søren allerede har et solidt kendskab til flere af vores produkter. Det gør, at han kan tilbyde kyndig rådgivning allerede fra dag ét.
 
×